Reklamation og Garantibestemmelser

Følgende vilkår er gældende for den garanti (”Garantien”), som ydes af ScanTherm ApS (”ST”):

1. Definitioner:

Medmindre andet fremgår af teksten, skal definitionerne angivet i ST’s Salgs- og leveringsbetingelser være gældende i nærværende Garanti.

2. Anvendelsesområde:

2.1 Garantien omfatter ST’s produkter, som er købt af ST’s direkte forhandlere (”Forhandler”), og som er eller bliver installeret/anvendt hos private forbrugere. Garantien ydes alene til fordel for forhandleren (ST’s direkte aftalepart) og kan således ikke påberåbes af forhandlerens aftalepart (herunder Slutkunden) eller anden tredjemand – ej heller ved Installatørens konkurs, eller såfremt forhandleren undergives rekonstruktionsbehandling. Garanti bortfalder ved kommerciel brug.

2.2 Garantien gælder i 2 år fra det tidspunkt, hvor produktet sælges/installeres til/hos Slutkunden. Produktet skal dog installeres senest 3 måneder efter, at det er solgt til forhandleren.

2.3 Garantien gælder alene for luft/vand varmepumper, der er monteret senest 2 uger efter installation hos Slutkunden og som er installeret af ST’s servicepartnere.

2.4 Garantien omfatter alene produkter, der er installeret hos en Slutkunde i Norden (Danmark, Sverige, Norge og Finland) (kun brofaste øer).

2.5 ST kan til enhver tid ændre garantivilkårene og tilbagekalde Garantien. Enhver ændring eller tilbagekaldelse har virkning fra tidspunktet for offentliggørelsen på ST’s hjemmeside (www.scantherm.dk) og omfatter produkter bestilt efter dette tidspunkt.

3. Garanti:

3.1 Garantien dækker (såfremt betingelserne i afsnit 4 er opfyldt) fabrikationsfejl og materialefejl på produkter, som viser sig i garantiperioden og som er opstået under normal drift.

3.2 I tilfælde af fabrikationsfejl og materialefejl omfattet af garantien vil ST – efter ST’s eget valg – enten reparere og/eller udskifte reservedele eller ombytte produktet. Garantien dækker ikke omkostninger som følge af særligt vanskelige pladsforhold eller omkostninger til udstyr som f.eks. kran, lift, stillads m.v. Garantiarbejde skal udføres af en installatør valgt af ST. Udbedringsarbejde udført uden forudgående aftale med ST er ikke dækket og erstattes ikke af ST. Plug&Play-produkter repareres ikke hos slutkunden, men returneres til ST’s værksted i DK-9900 Frederikshavn efter godkendelse fra ST. Reparation, udskiftning af dele eller ombytning udløser ikke automatisk en ny garantiperiode.

3.3 Garantien giver ikke forhandleren andre rettigheder end anført i denne Garanti. Forhandleren kan ikke rette krav mod ST af nogen art, herunder krav om forholdsmæssigt afslag, erstatning, herunder erstatning af omkostninger til el, fejlsøgning, dagbod eller lignende. Garantien ydes alene til fordel for forhandleren (ST’s direkte aftalepart), hvorfor Slutkunden eller tredjemand heller ikke kan rette krav mod ST.

3.4 Hvis det under garantiarbejdet viser sig, at fejlen ikke er dækket af Garantien, men skyldes fejlagtig montage, håndtering, anvendelse, manglende rengøring, manglende vedligeholdelse eller lignende, samt ved udkald pga. forhandlerens uvilje til selv at forsøge genstart efter anvisning fra teknisk support, faktureres den person/virksomhed, som har oprettet sagen hos ST, for anvendt tid til udkald, fejlfinding, reparation og/eller udskiftning, til ST’s gældende timetakst på 950 DKK ekskl. moms plus kørsel og materialeforbrug.

3.5 Garantien gælder ikke, hvis fejl ved produktet skyldes:
– Udefrakommende forhold, fremmede elementer
– Ændringer eller tilføjelser til produktet
– Forkert brug, forkert installation, fejlopsætning i produktets styring (dvs. hvis produktet ikke er installeret iht. gældende installationsmanual, principdiagram m.v.)
– Hærværk, forsømmelse
– ST yder ikke overfladegaranti på produkterne
– Utilstrækkeligt netværk, fejl på router eller udfordringer forbundet med app
– Fejl ved eller forhold i bygningens elinstallation, rørinstallation, rørstørrelse på vandrør, gulvvarme, radiatorstørrelse m.v.
– Sammenkobling/installation med andre varmegivere (f.eks. solvarme, eksterne styringer, pumper m.v.), der ikke er beregnet til formålet
– Fejl som følge af storm, frost, lyn, jordskælv, højvande, hagl, jordskred, oversvømmelse, eksplosion, brand, korrosion, overspænding og force majeure i øvrigt

3.6 Følgende forhold betragtes ikke som fabrikationsfejl eller materialefejl og er derfor ikke dækket:
– Manglende kølemiddel på produkter med kølemiddel
– Visuelle forringelser indtrådt efter levering
– Dele der anses som almindelige sliddele, herunder filtre, ventiler, følere (herunder mekanisk føler), varmeveksler, cirkulationspumpe, styringer (herunder mekanisk relæ), motor (herunder blæsermotor) og lignende

4. Betingelser for garanti:

4.1 ST har udarbejdet en Afleveringsrapport i blanketform til brug for levering af luft til vand varmepumper. Denne rapport skal være udfyldt ved aflevering af installationen til Slutkunden. Rapporten skal opbevares af Slutkunden, eventuelt med kopi hos Installatøren.

4.2 Produkter skal være installeret af en autoriseret og certificeret køleinstallatør, og gældende lovgivning skal følges. Det relevante principdiagram følges, jf. punkt 3.4. Alt el-arbejde skal udføres af autoriseret el-installatør, og alt VVS-arbejde skal udføres af autoriseret VVS-installatør. Som dokumentation kræves installationsfaktura for montage af luft/vand varmepumper samt øvrige installationsprodukter.

4.3 Produkter skal serviceres af en af ST godkendt, autoriseret og certificeret køleinstallatør og være i overensstemmelse med gældende lovgivning. ST har udarbejdet en formular til Servicerapport, som kan rekvireres ved henvendelse til ST, og som skal udfyldes ved service af luft/vand varmepumper. ST kræver, at alle luft/vand varmepumper, uanset fyldningsmængde, serviceres mindst én gang om året.

4.4 Hvis betingelserne i punkt 4.1 til 4.3 ikke er opfyldt, bortfalder Garantien, og der kan ikke gøres krav gældende overfor ST.

5. Påberåbelse af garantien:

5.1 Meddelelse ved påberåbelse af garantien skal sendes via https://www.scantherm.dk/da/reklamation i garantiperioden og straks efter, at fejlen er opdaget. Andre henvendelser håndteres ikke.

5.2 Meddelelsen i henhold til punkt 5.1 skal ledsages af original salgsfaktura. For luft til vand varmepumper skal der også vedlægges bevis for udfyldt Afleveringsrapport, jf. punkt 4.1. Derudover skal der vedlægges kopi(er) af Servicerapport, hvis luft/vand varmepumpen er ældre end 1 år, jf. punkt 4.3.

5.3 ST kan afvise en reklamation, hvis fejlen er utilstrækkeligt beskrevet, eller hvis relevant dokumentation ikke medfølger.

6. Lovvalg og værneting:

6.1 Garantien er underlagt samme bestemmelser om lovvalg og værneting som Salgs- og leveringsbetingelserne, jf. punkt 16 heri.